KRAFT

Muskeltestning kan udføres på 2 principielt forskellige måder.

  1. Man lader patienten udføre en bevægelse fuldt ud, og undersøgeren forsøger derefter af ændre stillingen ved at lægge kraft i og modvirke den stilling der er indtaget. I albuer og knæ bør kraften for ekstension testes ved 90 grader.
  2. Man lader patienten udføre en bevægelse og tester muskelkraften under denne.

Det angives med rette, at metode 1 er den mest forståelige og reproducerbare; men at metode 2 i nogle tilfælde kan afsløre meget lette pareser som sideforskelle.

Gradering af muskelkraften ved metode 1
0: Ingen synlig kontraktion i musklen.
1: Synlig kontraktion i musklen.
2: Bevægelsen udføres fuldt ud med tyngden elimineret.
3: Bevægelsen udføres fuldt ud mod tyngden.
4: Stillingen fastholdes med 50 % af normal kraft.
4+: Stillingen fastholdes med 75 % af normal kraft.
5: Stillingen fastholdes med normal kraft.

Ved bedømmelsen af hvad der skønnes at være normal kraft, bør der tages hensyn til alder, køn og generel muskelfylde.

Er der kraftnedsættelse, bør det bemærkes om fordelingen er supra- eller infranukleær.

Strakt-arm-test
Dette er den vigtigste screeningsundersøgelse for supranukleær parese i overekstremiteten. Udføres med arm og hånd strakt horisontalt frem med hænderne i supination. Pt. har lukkede øjne og der vurderes i første omgang over mindst 30 sekunder om en af hænderne pronerer (f.eks. 30-90 grader). Dette kan være det første tegn på en let supranukleær parese i den pågældende overekstremitet. Nedsynkning af hånd ved strakt-arm-test er udtryk for en mere udtalt parese proksimalt i armen.

Hvorfor pronerer hånden?
Ved supranukleær parese er pronation stærkere en supination og ved let parese dominerer pronation. Nogle neurologer lader patienten dreje hovedet langsomt fra side til side flere gange og finder at dette kan medføre pronation i hånden.

Hvis hånden holdes strakt frem i pronation er der mindre tendens til synlig pronation. I denne stilling kan derimod ses langsomt fingerspil (eller at fingrene går i ukoordinerede fleksionsstillinger) som udtryk for pseudoathetose pga. nedsat eller manglende ledsans.

Kraftundersøgelse i overekstremiteten
Skulderabduktion (m. deltoideus, n. axillaris, C5-C6)
Armene abduceres til 90º og undersøgeren forsøgere at presse armene ned.

Albuefleksion (m. biceps brachii, n.musculocutaneous, C5-C6)
Hånden skal være i supination. Patienten flekterer fuldt ud op skal fastholde denne stilling eller patienten skal fastholde 90º fleksion i albuen. M.biceps brachii er håndens kraftigste supinator-muskel og ved svær påvirkning af musklen kan også supinationen i hånden være nedsat.

Albueekstension (m. triceps, n. radialis , C6-C8)
Patienten opfordres til at fastholde en 90º fleksion i albue medens undersøgeren forsøger at flektere albuen. Samtidig fikserer undersøgeren overarmen med den anden hånd.

Dorsalfleksion af håndled (mm. extensor carpi ulnaris og carpi radialis longus og brevis, m. extensor digitorum communis, n. radialis, C6-C8)
Armen understøttes, hånden proneres og extenderes fuldt ud. Undersøgeren forsøger at flektere håndledet. Dette er håndens funktionsstilling og dorsalfleksionskraften er forbavsende stærkt hos langt de fleste personer.

Fingerspredning (mm. interossei dorsales, n. ulnaris, C8-Th1)
De strakte 2.-5. fingre abduceres af patienten og undersøgeren søger at samle fingrene. Ved drophånd skal hånden bringes i funktionsstillingen før fx fingerspredning testes.

Abduktion af tommel (m.abductor pollicis brevis, n. medianus, C8-Th1).
Dette er den bedste undersøgelse for læsion af n. medianus. Hånden kan supineret placeres med håndryggen på patients lår eller en bordplade. Hånden fikseres med den ene af undersøgerens hænder. Patienten opfordres til at sætte tommelen op mod loften og undersøgeren tester fastholdelsen af denne stilling med den anden hånd.

Læsionen af n. medianus med nedsat abduktion af tommelen kan være proksimal som ved f.eks. det sjældne pronator teres syndrom og traumatiske læsioner af nerven, men langt den hyppigste årsag er karpaltunnel syndromet. Nedsat kraft i tommelens abduktor er en væsentlig indikation for operation af et karpaltunnel syndrom.

Påvirkning af C8-TH1 proksimalt ved fex det ret sjældne ”thoracic outlet syndrome” kan resultere i atrofi af thenar og nedsat kraft af abductor pollicis brevis.

Kraftundersøgelse i underekstremiteten
Hoftefleksion (m.iliopsoas, n. femoralis. L1-L4)
I siddende eller liggende stilling flekteres maksimalt i hoften, og undersøgeren søger at modvirke dette. Ofte er den sidende stilling lettest at undersøge hoftefleksion, specielt hvis man ønsker at påvise en let supranukleær parese i benet.

Hofteekstension (m.gluteus maximus, N. gluteus inferior, L5-S2)
Hofteekstensionen kan undersøges i bugleje, hvor patienten ekstenderer i hoften med flekteret knæ. Undersøgeren forsøger at presse låret ned og vurderer kraften. Samtidigt palperes og inspiceres m.gluteus maximus.

Hofteabduktion (m.gluteus medius, n.gluteus superior, L5)
Kan undersøges i sideleje hvor benet abduceres maksimalt og undersøgeren forsøger at modvirke dette og vurderer kraften.

Ekstension i knæ (m.quadriceps femoris, n. femoralis, L2-L4)
Patienten fastholder maksimal fleksion i knæet i siddende eller liggende stilling mod undersøgerens modstand.

Fleksion i knæet (mm. biceps femoris, semi- og semitendinosus, n. ischiadicus , L4-S2)
Som flexore benet er knæfleksorerne ofte paretiske ved supranukleær parese. N. ischiadicus kan læderes ved plexus lumboscralis affektion, ved traumer, ved indsættelse af hofteproteser, og meget sjældent kan der udvikles et schwannom i nerven.

Dorsalfleksion i ankelleddet (m. tibialis anterior, n. peroneus profondus, L5-S1)
Patienten kan undersøges på lejet med maximal dorsalfleksion i fodled (om muligt), men undersøges generelt bedst ved at vurdere hælgang.

Plantarfleksion i ankelleddet (mm. gastrocnemius og soleus, n. tibialis, S1-S2)
Er blandt de legemets stærkeste muskler og undersøges bedst i stående stilling: kan patienten gå på tæer eller stå på tæer? -på et ben? Kan i liggende stilling vurderes ved at patienten skal fastholde maksimal plantarfleksion.

 

Enkelte kommentarer om muskeltestning i overekstremiteten
Det angives flere steder at man kan teste kraften af m. brachioradialis ved at vurdere albuefleksionen på semiproneret underarm. I denne situation er det dog m. biceps brachii, der udøver modstanden mod ekstension i albuen, og man kan derfor ikke selvstændigt teste m. brachioradialis. Derimod kan man i denne stilling normalt se en kontraktion af musklen, eller føle den, medens man ved en radialisparese på overarmen ikke ser dette, da musklen er innerveret af n. radials. Dette er vigtigt ved skelnen mellem en nedsat kraft i dorsalfleksion i håndleddet pga. central supranukleær parese (nogen kontaktion af musklen) eller perifer radialisparese (ingen kontraktion af musklen).

Hvis patienten klager over skuldersmerter eller instabilitet i skulderen bør patienten inspiceres bagfra f.eks. ved strakt-arm-test mhp. scapula latae (parese af m. serratus, læsion af n. thoracicus longus, ses ofte ved plexus brachialis neurit). Alternativt kan patienten stille sig stråt op ad en væg med strakte arme.

Froments tegn (fleksion i yderleddet af tommel ved adduktion af tommelen mod et stykke papir, n. ulnaris læsioner, se ovenfor) kan være svær at vurdere da undersøgelsen ofte ikke udføres helt korrekt. Det er vel mere simpelt at lade patienten adducere tommelen maksimalt og så forsøge at abducere tommelen med samtidig palpation af muskelfylden i første interstits.

Berømt kejser med Erbs paralyse (læsion af truncus superior med parese af m.deltoideus (n. axillaris), m.biceps brachii og m.bracialis (n. musculocutaneous)). Den meget militaristiske tyske Kaiser Vilhelm II (1859-1941) havde en venstresidig Erbs paralyse, som han altid forsøgte at skjule. Han blev altid fotograferet fra højre side.

 

Enkelte kommentarer om muskeltestning i underekstremiteten
Hofteekstensionen (m. gluteus maximus, n. gluteus inferior, L5-S2) kan undersøges i bugleje, hvor patienten ekstenderer i hoften med flekteret knæ. Undersøgeren forsøger at presse låret ned og vurderer kraften. Samtidigt palperes og inspiceres m. gluteus maximus. Alternativt patienten i rygleje presse hælen ned mod underlaget hvilket modvirkes af undersøgeren, der søger at ”løfte patienten lidt op” på strakt ben. Hofteekstensionen kan også undersøges ved at lade den stående patient gå ned på hug og op igen uden brug af arme. I denne funktion medvirker også m. quadriceps femoris. Insufficiens af hofteekstensionen kan ses ved myopatier og specielt ved muskeldystrofier (f.eks. Duchennes muskeldystrofi og limb-girdle muskeldystrofi).

 

Referencer
Amer M, Hubert G, Sullivan SJ, Herbison P, Franz EA, Hammond-Tooke GD. Reliability and diagnostic characteristics of clinical test of upper limb motor function. J Clin Neurosci 2012; 19(9): 1246-1251.